BYG

SÅDAN KOMMER DU I GANG:

 

1. SÆT DIG IND I REGLERNE

Der er regler for, hvad du må bygge i din kolonihave. F.eks. skal huse bygges i træ, og der må maksimalt være 50 kvm bebyggelse og maks. 15 kvm overdækket terrasse. Der er også regler for størrelse og placering af drivhuse.

Det er vigtigt, at du overholder Aarhuskredsens byggeregler, som du finder på Aarhuskredsens hjemmeside. Desuden har Skovlunden nogle supplerende regler, som du finder i Ordensreglerne.

2. TEGN, ANSØG OG VENT

For at få tilladelse til byggeri, skal du udfylde en ansøgning om byggetilladelse og aflevere flere tegninger. Tegningerne skal vise en grundplan, et snit gennem huset, fire facader samt være påført mål af bygningens højde og længde, samt mål fra bebyggelsen til skel. Alle tegninger skal være målfaste.

I øjeblikket tager det ca. 6 måneder at få en byggetilladelse, da Aarhuskredsen skal behandle ansøgningen og søge Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune om godkendelse. Da Haveforeningen Skovlunden er omgivet af Fredskov, bliver byggeprojektet også sendt til Miljøstyrelsen. Godkendelsen ved  Miljøstyrelsen står for 3 måneder af sagsbehandlingstiden.

Du må først starte dit byggeri, når du har fået byggetilladelsen.

En byggetilladelse koster kr. 750,-

3. BYG – OG OVERHOLD REGLERNE

Når du har fået en byggetilladelse, kan du gå i gang. Husk at du undervejs har anvaret for, at AarhusKredsens byggeregler bliver overholdt. Hvis du f.eks. bygger for tæt på skel eller for højt, vil du blive bedt om at ændre det, så regler er overholdt. Kommer du i tvivl undervejs, kan du kontakte byggeudvalget.

Husk også at overholde regler om kørsel, aflæsning af byggematerialer og støj, der står i Ordensreglerne. Hvis nogen bygger for dig, gælder reglerne også dem.

Du skal færdiggøre byggeriet inden for startåret + to kalenderår.

 

4. GODKENDELSE

Når du har meldt dit byggeri færdigt til Skovlundens formand, kommer byggeudvalget fra Aarhuskredsen forbi og syner huset. Hvis dit byggeri holder sig indenfor byggeretningslinjerne, får du en ibrugtagningstilladelse. Først herefter må du overnatte i dit kolonihavehus.

Du skal selv huske at give besked til dit forsikringsselskab, når byggeriet er godkendt.

 

Læs også mere i Proces for byggeansøgninger.