INSPIRATION

HAVEGRUPPEN

Havegruppen er en interessegruppe bestående af medlemmer fra Skovlunden, der arbejder for, at vores havebrug bliver mere bæredygtig og giver mere biodiversitet. Det er vores mål/ønske, at vi i Skovlunden kan understøtte dyrelivet og medvirke til, at der findes flere arter af f.eks. fugle, sommerfugle, bier og andre insekter. Vi vil også tænke bæredygtigt i vores tilgang til det at have kolonihave.

Vi arbejder for at indsamle viden indenfor feltet og gøre det tilgængeligt for Haveforeningen Skovlunden. Vi ønsker at gøre det nemmere for medlemmerne af vores haveforening at finde inspiration og viden om, hvordan vi hver især kan skabe mere biodiversitet og bæredygtighed.

Havegruppen er en åben gruppe, næste møde bliver slået op på hjemmesiden under DET SKER og på Skovlundens facebookgruppe. 

MANGFOLDIGHEDEN

I et haveområde er det en stor styrke for biodiversiteten, at vi har en mangfoldighed af planter. Nogle haver har store gamle træer med mange insekter, mens andre haver kan have urter og varme sten. Fuglen krydser også gerne matrikelskel for at finde forskellig føde i vores haver og i skoven, der omgiver os.

Når det så er sagt, så siger eksperterne, at der er stor forskel på hvor mange arter en given plante giver liv til. De hjemmehørende planter, der har fandtes i Danmark længe, giver generelt liv til flere arter end de nyligt importerede planter. F.eks. har Stilkeg og Vintereg tilknyttede næsten 1900 arter af insekter og/eller svampeliv. Det skal også være gamle træer, for at kunne opnå den biodiversitetseffekt. Da begge egetræer bliver meget høje, er de knap så velegnede til kolonihaver. I stedet kan et æbletræ også have en god effekt med 225 tilknyttede arter.

Sommerfuglebusken er en god nektarplante for bier og sommerfugle med en lang snabel, da nektaren sidder dybt i blomsten. Sommerfugle med lille snabel har brug for andre blomster, for at kunne finde føde.

VÆRTSPLANTER OG SOMMERFUGLE

Eksempler på værtsplanter og tilhørende sommerfuglearter er f.eks.

  • Tørstetræet: Citronsommerfugl, Skovblåfugl
  • Vild Kaprifolie / Alm. Gedeblad: Hvid Admiral

Her kan du læse mere om sommerfuglenes nektar- og værtsplanter

HAVEVANDRING MED GARTNER HANNE SØGAARD

Den 6. september 2022 holdt vi en havevandring i Skovlunden ved gartner Hanne Søgaard. Vi lærte blandt andet, at sommerfuglen er en god indikator på biodiversitet. Hvis du kan lave en sommerfuglevenlig have, hvor der er mange forskellige arter af sommerfugle tilstede, så vil der sandsynligvis også være mange andre små og store dyr, der lever af og med hinanden.

Sommerfuglene lever af nektarplanter og værtsplanter. Nektarplanterne er alle de planter vi om sommeren kan se, at bier og sommerfugle søger til, for at finde nektar. Værtsplanterne er de særlige planter, som hver sommerfugleart har brug for, når den skal lægge sine æg. F.eks. lever sommerfuglelarverne Hvid admiral af Kaprifolien. Så værtsplanterne er en forudsætning for, at der overhovedet er sommerfugle i din have.

Du kan læse et fuldt resume fra havevandringen med flere af Hanne Søgaards råd til, hvordan du kan skabe en have med mere liv.

 

HER KAN DU FÅ MERE VIDEN

Hvis du vil læse mere om biodiversitet og bæredygtig, så er der her nogle links, så du kan blive inspireret.

 

HUMUS

En god næringsrig jord er noget du selv kan lave af dit græsafklip, tynde kviste, blade og stængler. Komposten skal være tilpas fugtig og derefter gør kompostormene arbejdet med at lave den mørke næringsrige kompost.

Få et overblik her over forskellige komposttyper.

Man kan se på dette afgnavede blad på to måder: 1) Ærgrelse over at planten ikke længere er hel, eller 2) Glæde over at der er tegn på liv, da der er larver som har spist af et blad. Måske gav det flere sommerfugle det år.